Here is the passage from Tom Wolfe which is echoing in my post on Camilla
Stockmann's reporting from the Copenhagen art scene last Saturday. In his introduction to
The Kandy-Kolored Tangerine-Flake Streamline Baby Wolfe is discussing
totem stories in
totem news papers, the latter being defined like this:
A totem news paper is the kind people don't really buy to read but just to have, physically, because they know it supports their own outlook on life. They're just like the buffalo tongues the Omaha Indians used to carry around or the dog ears the Mahili clan carried around in Bengal.
The
totem story is the type of story Wolfe himself wrote on his first visit to the Hot Rod & Custom Car Show in New York in the early 1960'es,
a story that would have suited any of the totem newspapers. All the totem newspapers would regard one of these shows as a sideshow, a panopticon, for creeps and kooks; not even wealthy, eccentric creeps and kooks, which would be all right, but lower class creeps and nutballs with dermatitic skin and ratty hair. The totem story usually makes what is known as "gentle fun" of this, which is a way of saying, don't worry, these people are nothing.
(Wolfe's story doesn't end there by the totem pole, of course. Some other
new journalism grew from it.)
4 comments:
Hej Christine
Dine betragtninger omkring Wolfe og "Totem-journalistik" er ektremt tankevækkende og spændende, men jeg tænker alligevel på, om det ikke er at skyde over mål, på en hyper akademisk måde, at inddrage den i sammenhæng med denne artikel?
Som jeg ser det, er det egentlige problem med artiklen ikke journalistens spørgsmål og stillingstagen. Jeg vil give dig ret i at artiklen virker partisk (og hvor er det du skriver med "det gode selvskab" bare godt observeret!), men skyldes det ikke mere at det ikke lykkedes at få det slaviske kunstpar i dialog? Jeg vil mene at man vil kunne betvivle artiklens objektivitet ud fra det faktum at vi simpelthen kun hører fra den konfliktens ene side (det gode selvskab), men er det så ikke rettere et spørgsmål om der foreligger en færdig artikel (altså om hun BURDE have trykt den) end om hun agerer partisk? Jeg vil mene at det andet er en overintellektualisering.
Hilsen Jeppe (fra G1)
PS: Spørgsmålet om journalisten er partisk fordi hun har lavet et partisk produkt er vist lettere sofistisk. Men hun havde sikkert en deadline at overholde, så jeg vil mene at der er forskel på et dårligt produkt og bevidst forudintagethed.
Hej! Og jo, enig, Wolfes temmelig kategoriske totempointe er skudt lidt over målet i den sag – derfor fik den også sin egen appendiks-blogpost. Stockmanns artikel er hverken søvngængeragtig eller mekanisk som journalistikken på Wolfes totem-fjendebillede; reportagen fungerer snarere, som jeg beskrev det, epideiktisk, underholdende og fællesskabsbekræftende, hvilket ikke er negativt i sig selv, snarere en forudsætning for at ændre noget eller udfordre sine læsere overhovedet.
Når det så er sagt, så ER totem-faldgruben værd at være opmærksom på (også her), og det handler ikke så meget om bevidst forudindtagethed som ubevidst forudindtagethed. Stockmanns reportage havde efter min mening potentiale til ikke blot at bekræfte, men også udfordre læserfællesskabet - og det er måske nok en intellektualisering, men det er der jo netop plads til her på bloggen, hvor der hverken er redaktører eller deadlines – eller vældig mange abonnenter :-) – at tage hensyn til. Frem for at afgøre, om den foreliggende version burde have været trykt eller ej, finder jeg det i hvert fald mere interessant at spekulere i, hvordan teksten kunne have været videreudviklet. Og Stockmanns tekst LIGNEDE umiddelbart en reportage, der flyttede nogle grænser – med en urovækkende billedside og med Stockmann ude på sin egen mission i første person ental.
Du foreslår, at artiklen strander, fordi hun ikke fik det slaviske kunstpar i tale, men det er jo skribenten selv, der definerer artiklens fokus og formål – og som derfor også kan omdefinere begge dele i processen. Hvis der er tid og plads.
PS: Nu hvor Camilla Stockmann faktisk har identificeret de to aktivister, vil jeg lige minde både mig selv og Jeppe om at sætte det "slaviske" kunstpar i anførselstegn: Brener viser sig at være russer, og Kurz østriger.
God pointe.
Jeg kan kun erklære mig enig.
VH Jeppe
Post a Comment