Mmhh, I'm actually on my way on holiday, but before I go... in today's issue of Weekendavisen Leonora Christina Skov is praising a collection of 100 Years of the Best Journalism by Women and calls it "a flying brick which must hit any lame excuse for ignoring women's journalism at two hundred kilometers an hour". And it does sound like a really good book --- flying my way at two hundred kilometers an hour. Thus Leonora Christina Skov opens her review by discussing my dissertation and approvingly so, but still pointing out, as she did on radio too, the absence of women reporters in my study.
What I'm still wondering is: Who would they be? To me it seems that spectacular, personal reporting by women is missing in contemporary Danish journalism - and therefore in my dissertation too. Female reporters that work undercover, for instance, usually just do their thing without creating a striking persona for themselves in their texts; they tend not to pose in any elaborate literary fashion. Women may do so as columnists, essayists or critics, but not often as reporters.
I'm grateful for any suggestions and willing to loosen up on the genre categories a bit. Suzanne Brøgger has been brought up before as she's definitely a self-fashioning writer and a daring one. And, well, I remember Lea Korsgaard on one occasion during her trainee period at Politiken was infiltrating some exclusive night club in Copenhagen and reporting from this adventure in the first person singular... but there must be others? Perhaps other examples from Weekendavisen? Or from magazines that I've overlooked?
4 comments:
Har du overvejet radiofeaturen/-montagen? Her er mange eksempler, men det er selvfølgelig ikke relevant, hvis du kun betragter de skriftlige medier...
Nej, jeg er faktisk ikke meget fortrolig med den genre, men vil være glad for at få nogle ledetråde. Har du nogle bestemte kvinder i tankerne, eller er det snarere din pointe, at der generelt ser ud til at være større rummelighed eller fleksibilitet i rollen som personlig retorisk konceptmager i radiomediet?
og ps - Er montager ikke netop kendetegnet ved, at reporteren er klippet ud af programmet som den synligt styrende kraft og i stedet lader andre mennesker og deres historier tale for sig selv--- eller er det en gammeldags (eller bare forkert :-) opfattelse af genren - ?
Ja, jeg mener, at radiomediet har et stærkt potentiale ift. den personlige reporter/fortæller. Dels fordi der findes mange formater, der ikke nødvendigvis er bundet op omkring nyhedskriterier, presseetik osv. Der findes mange eksperimenterende formater.
Mht. begrebet "montage" har du muligvis ret. Men selve "Montageredaktionen" på DR arbejder dog alligevel til tider med synlige og selviscenesættende fortællere.
Min yndlingskvinde/radiomontør er Johanne Mygind i denne virkelig fine radiodokumentar:
http://www.dr.dk/P1/Dokumentarzonen/Udsendelser/Montage/2004/01/13/000051.htm
Jeg er også glad for denne produktion, hvor der dog er mindre på spil for den kvindelige fortæller (eller noget mere fantasifuldt/fiktivt/radiofonisk på spil i hvert fald):
http://www.dr.dk/P1/Ultralyd/Udsendelser/Arkiv/2004/06/07/000005.htm
mvh katrine nadia
"What Women" - just for the record:
[Upubliceret læserbev til Weekendavisen Bogdebat]
Hvilke kvinder?
Leonora Christina Skov ærgrer sig 3/11 igen over ”Michael, Mads og Morten-vældet i dansk jeg-journalistik” og undrer sig over, at ”de kvindelige udøvere [af gonzo og wallraffing] herhjemme kan finde sig selv i Glemmebogen under T for Til grin”. Denne ærgrelse og undren (som Skov tidligere har fremført i Agenda på DR P1 23/9 og i WA Bøger 13/10) er til dels foranlediget af min ph.d.-afhandling Skribenter der skaber sig, hvor jeg ganske rigtigt kun har beskæftiget mig med mandlige reportere. Hvilket er ærgerligt, ja, men ikke underligt. Der er overhovedet kun få skribenter, der har skabt sig en journalistisk persona på litterær facon og sat den i spil i reportageformatet i stil med fx Morten Sabroe, og så vidt jeg kan se, er der slet ingen kvinder, der skaber sig på den måde herhjemme. Nok findes der essayister som Suzanne Brøgger - og anmeldere som fx Skov selv - der formår at udnytte sammenstødet mellem deres skriftlige personlighed og bestemte stofområder på markant facon, men når det drejer sig om reportagejournalistik med samme dynamik, er der ingen pigenavne, der melder sig. Skov nævner heller ikke nogen. Er der nogen?
Post a Comment